De brødrene Grimm

Der var engang en konge og en dronning, som havde alt, hvad de kunne ønske sig, men ingen børn. Dronningen sørgede derover dag og nat og sagde: “Jeg er som en ufrugtbar mark.” Endelig opfyldte Gud hendes ønske, men det barn hun fødte, så ikke ud som et menneske, men som et lille æsel. Da hun så det, gav hun sig til at græde og sagde, at de straks skulle kaste det i vandet, så fiskene kunne spise det. Et sådant barn var værre end intet.

Der var engang to brødre. Den ene var fattig og den anden rig, men han gav aldrig sin bror noget. Han drev en lille handel med korn, men den gik undertiden så slet, at han ikke havde det tørre brød til sig og sin kone og sine børn. En dag, da han kørte igennem skoven, fik han øje på et stort bart bjerg, som han aldrig havde lagt mærke til før, og standsede forundret og så på det. Pludselig så han tolv høje, barske mænd komme gående, og da han troede, det var røvere, kørte han vognen ind i krattet og klatrede op i et træ og ventede på, hvad der nu skulle ske.

“Hvor skal du hen?” - “Tilbyen.” - “Jeg skal til byen, du skal til byen, snip, snap, snurre, kom så.”

“Har du også en mand? Hvad hedder han?” - “Hans.” - “Min mand Hans, din mand Hans, jeg til byen, du til byen, snip, snap, snurre kom så.”

“Har du også et barn? Hvad hedder det?” - “Skam.” - “Mit barn Skam, dit barn Skam, min mand Hans, din mand Hans, du til byen, jeg til byen, snip, snap, snurre kom så.”

En pige fra Brakel gik en gang til St. Annas kapel i Hindenborg. Hun ville meget gerne giftes, og da hun tænkte, at St. Anna kunne hjælpe hende sang hun:

“Hellige Anna, kunne du blot skaffe mig, stakkels
pige, en mand, kunne du blot, og jeg ved jo godt,
at når du rigtig vil det, du kan. Du ved jo, for
hvem mit hjerte slår, han bor kun et lille stykke
herfra, han har klare øjne og krøllet hår, hellige
Anna, ham vil jeg ha'.”

Imellem Øster og Vester boede der en mand, som hed Knoist. Han havde tre sønner, den ene var blind, den anden var lam og den tredie var splitternøgen. De gik hen over marken, og der fik den ene øje på en hare. Den blinde skød den, den lamme løb efter den og den nøgne puttede den i lommen. De kom nu til et vældig stort vand, hvor der lå tre skibe, det ene var læk, det andet sank til bunds, og i det tredie var der ingen bund, og der gik de alle tre ombord. De kom så til en vældig, stor skov, hvori der stod et kæmpemæssigt træ, og inde i det var der en kirke.

Ostindien blev engang belejret af fjenden, og han ville ikke gå sin vej, før han fik seks hundrede daler. Borgerne lod da trommen gå og bekendtgjorde, at den, der kunne skaffe pengene, skulle blive borgmester. Nede ved søen sad en fisker med sin søn og fiskede, og så kom fjenden, tog hans søn til fange og gav ham seks hundrede daler for ham.

Fiskeren gav straks rådherrerne pengene, fjenden drog bort, manden blev udnævnt til borgmester, og det blev besluttet, at den der ikke sagde: “Hr. borgmester” til ham, skulle klynges op i galgen.

Der var engang en konge, som havde en stor skov, hvori der var alle slags hjorte og rådyr. En dag, da en af jægerne var blevet sendt derind for at skyde et rådyr, kom han ikke tilbage. “Der er måske tilstødt ham en ulykke,” sagde kongen og sendte næste dag to andre jægere derind for at lede efter ham, men de kom heller ikke tilbage. Da samlede han alle sine jægere og bød dem undersøge skoven på kryds og tværs for at finde de tre, men heller ingen af dem kom tilbage, og ikke en eneste af alle de hunde, de havde haft med sig, viste sig igen.

Der var engang en kone, som med sin datter og steddatter gik ud på marken for at hente foder. De mødte da den gode Gud i skikkelse af en fattig mand, og han spurgte: “Vil I ikke sige mig vejen til landsbyen?” - “Find den selv?” sagde moderen, og datteren tilføjede: “Hvis I er bange for at gå fejl, kan I jo se at få en til at gå med.” - “Kom, så skal jeg gå med,” sagde steddatteren. Den gode Gud var så vred på moderen og datteren, at han forbandede dem og bestemte, at de skulle være sorte som natten og grimme som arvesynden.

Vil du høre historien om de seks tjenere? For mange, mange år siden levede der engang en gammel dronning, som var en ond heks. Hun havde en datter, der var det dejligste, man kunne se for sine øjne. Den gamle tænkte bare på, hvordan hun skulle gøre så megen fortræd hun kunne. Når der meldte sig en frier forlangte hun, at han først skulle stilles på en prøve, og hvis han ikke bestod den, måtte han dø. Prinsessens store skønhed havde allerede lokket mange friere hid, men ingen af dem kunne gøre, hvad den gamle forlangte, og uden barmhjertighed måtte de da lægge hovedet på blokken.

Engang var der en konge, som havde tolv døtre, og den ene var smukkere end den anden. Om natten sov de i en stor sal, hvor sengene stod ved siden af hinanden, og hver aften låsede kongen døren efter dem. Men når han om morgenen lukkede op, var der store huller i deres sko, som om de havde danset hele natten, og ingen kunne få at vide, hvordan det var gået til. Han lod da bekendtgøre, at den, der kunne skaffe klarhed på sagen, skulle få lov til at vælge sig en af dem til kone og efter hans død arve riget.