De brødrene Grimm

Der var engang en lille pige, hvis far og mor var døde. Hun var så fattig, at hun ikke havde en stue, hun kunne være i, og ikke engang en lille seng, hun kunne sove i. Til sidst havde hun ikke andet tilbage end klæderne på kroppen og et lille stykke brød, som en medlidende sjæl havde givet hende. Men hun var god og from, og da hun var så ene i verden, gik hun ud på marken og bad til Gud.

Der var engang en lille hyrdedreng, som var vidt og bredt berømt på grund af de kloge svar, han gav på alle spørgsmål. Rygtet nåede også til kongen, men han troede det ikke og sendte bud efter drengen. “Hvis du kan svare mig på tre spørgsmål,” sagde han, “så vil jeg antage dig som min søn, og du skal bo hos mig i slottet.” - “Hvad vil I vide?” spurgte den lille fyr. “Kan du for det første sige mig, hvor mange dråber der er i havet?” spurgte kongen.

Der var engang tolv karle, som ikke havde bestilt det allerringeste hele den lange dag. Om aftenen lagde de sig i græsset for ikke at overanstrenge sig, og begyndte at rose sig af deres dovenskab. “Jeg har nok i min egen dovenskab og bryder mig ikke om jeres,” sagde den første, “det vigtigste, jeg foretager mig, er at tænke på min mave. Jeg spiser kun lidt, men drikker desto mere. Når jeg har spist fire gange, faster jeg en kort tid, til jeg bliver sulten igen. Det har jeg bedst af.

Der var engang en konge, som havde tre sønner. Han holdt lige meget af dem alle tre og vidste derfor ikke, hvem der skulle arve riget efter ham. Da han lå på sit dødsleje kaldte han på dem og sagde: “Nu skal jeg fortælle jer, hvad jeg har bestemt.

Der var engang en gammel kone - du har vel nok set en gammel kone gå og tigge? Denne kone tiggede også, og når hun fik noget, sagde hun: “Gud velsigne jer.” Engang kom hun til et sted, hvor der stod en ung fyr, en rigtig skælmsmester, ved ilden og varmede sig. Den gamle kone stod henne ved døren og rystede af kulde, og han sagde da venligt til hende: “Kom hen og få lidt varme i kroppen, morlil.” Men hun kom for nær til ilden, så flammerne greb fat i hendes pjalter, men hun mærkede det ikke. Drengen så det, og han skulle dog have slukket den, ikke sandt, det skulle han da?

Der var engang en troldmand, som stod midt i en stor skare folk og foreviste sin kunster. Han havde også en hane, der bar en bjælke så let, som den var en fjer. Der var imidlertid en pige til stede, som havde fundet en firkløver, der havde gjort hende så klog, at intet blændværk kunne skuffe hende, og hun opdagede straks, at bjælken ikke var andet end et halmstrå. “Kan I ikke se, at det er slet ingen bjælke, men bare et halmstrå,” råbte hun, og straks blev trolddommen magtesløs, og folk jog troldmanden bort med hån og spot.

Gud havde skabt alle dyr, og valgt ulvene til sine hunde, kun gederne havde han glemt. Djævelen fik da også i sinde at gøre noget, og skabte gederne med lange, bløde haler. Når de gik ud for at græsse, blev de i reglen hængende med halen i en eller anden tjørnehæk, og djævelen havde stort mas med at få dem løs igen. Tilsidst blev han så gal i hovedet, at han bed halen af dem - det kan man endnu den dag i dag se på stumpen.

Engang, da den gode Gud endnu vandrede på jorden, tog han en aften sammen med St. Peter ind til en smed, der modtog dem gæstfrit. Mens de var der, kom der en tigger forbi, som var hårdt medtaget af alder og skrøbelighed, og bad om en almisse.

Der var engang to brødre, som begge to var soldater, men den ene var rig og den anden var fattig. For at se at komme på en lidt grønnere gren, tog den fattige uniformen af og blev bonde, hakkede og gravede i sit lille stykke jord og såede roefrø. Frøene slog rod og der voksede en roe op, som var stor og tyk, og ikke ville holde op med at vokse. Dronningen over alle roer, kunne man med rette kalde den, for så stor en plante har hverken været set før eller siden. Til sidst var den så mægtig, at den fyldte en hel vogn, og der måtte to okser til for at trække den.

En mand og en kone sad engang uden for huset og skulle lige til at spise en stegt høne. Da så manden, at hans gamle far kom gående, og gemte i en fart hønen, fordi han ikke undte ham noget af den. Den gamle kom derhen, fik lidt at drikke, og gik så videre. Sønnen ville nu hente den stegte høne, men den var blevet til en stor skrubtudse, som sprang op i ansigtet på ham og blev siddende der. Når nogen ville tage den væk, så den så ondt på ham, som om den ville springe over på ham, og derfor turde ingen røre ved den.