De brødrene Grimm

Der var en gang en mus, en fugl og en medisterpølse, som var blevet enige om at flytte sammen og føre fælles husholdning. I mange år levede de fredeligt og lykkeligt sammen og samlede sig efterhånden en stor formue. Fuglen fløj hver dag ud i skoven for at hente brænde, musen hentede vand, gjorde ild på og dækkede bord, og medisterpølsen lavede mad.

Der var engang en lille bror og en lille søster, som holdt så meget af hinanden. Deres rigtige mor var død, og nu havde de en stedmor, som ikke brød sig om dem og gjorde dem al den fortræd, hun kunne. Engang legede de med nogle andre børn på en eng, hvor der var en dam, som gik helt om på den ene side af huset. Børnene løb rundt og legede og sang:

“Eneke, beneke, lad mig i live,
så skal en køn, lille fugl jeg dig give.
Fuglen skal samle græs og strå,
og det skal den rare, blakkede få,
al dens søde mælk jeg så tager,

Der var engang en fattigmand, som havde fire sønner. Da de var blevet voksne, sagde han til dem: “I må nu drage ud i verden og sørge for jer selv, jeg kan ikke længere ernære jer. Rejs ud og lær et eller andet håndværk og se at slå jer igennem.” Brødrene sagde nu farvel til faderen og drog af sted. Da de havde gået i nogen tid, kom de til en korsvej. “Her vil vi skilles,” sagde den ældste, “men om fire år mødes vi igen på samme sted. Lad os i de år prøve vores lykke hver for sig.”

Der var engang en mand, som forstod sig på en hel del. Han havde været i krig og kæmpet tappert, og da freden var sluttet, fik han sin afsked og tre skilling i tærepenge med på vejen. “Bi bare,” tænkte han, “det lader jeg mig ikke nøje med. Når jeg først finder de folk, jeg kan bruge, skal kongen blive nødt til at give mig alle landets skatte.” Han gik ind i skoven, og der så han en mand, der rykkede seks træer op, så let som om det var græsstrå. “Vil du følge med mig og være min tjener?” spurgte han.

En sommermorgen sad en lille skrædder på sit bord ved vinduet. Han var i godt humør og syede af alle livsens kræfter. Mens han sad der, kom en bondekone forbi ude på gaden og råbte: “Hvem vil købe honning, hvem vil købe honning!” skrædderen fik lyst til at smage på den, stak hovedet ud af vinduet og råbte: “Kom herop min gode kone, så kan I blive af med noget af jeres honning.” Konen gik op af de mange trapper med sine tunge kurve og måtte lukke op for alle krukkerne. Skrædderen stak næsen i dem allesammen og sagde så: “Den lader jo til at være god. Giv mig fire lod.

Brorlil tog søsterlil i hånden og sagde: “Siden mor er død, har vi ikke en lykkelig time mere. Vores stedmor slår os hver dag og sparker til os, når vi kommer hen til hende. Hunden har det bedre end vi, den får dog engang imellem noget godt at spise, men vi får ikke andet end tørre brødskorper. Du gode Gud, hvis mor vidste det!

Der var engang en møller, som var meget fattig, men han havde en vidunderlig smuk datter.

En sommerdag gik bjørnen og ulven ud at spadsere i skoven. Pludselig hørte de en fugl, der sang så dejligt, og bjørnen sagde: »Hvad er det for en fugl, som synger så kønt, bror ulv.« »Det er fuglenes konge,« sagde ulven, »den må vi bøje os for.« Det var imidlertid gærdesmutten. »Hvis det er tilfældet, vil jeg også gerne se dens palads,« sagde bjørnen, »lad os gå derhen.« »Det er ikke så nemt, som du tror,« svarede ulven, »du må vente, til dronningen kommer.« Kort efter kom kongen og dronningen med næbbet fuldt af føde til deres unger.

I gamle dage, dengang man kunne få sine ønsker opfyldt, levede der en konge, som havde en datter, der var så dejlig, at selv solen, der dog har set så meget kønt, undredes, hver gang den skinnede på hende. I nærheden af slottet lå der en stor, mørk skov, og der inde var der en brønd under en gammel lind. Når det var meget varmt, gik kongedatteren ud i skoven og satte sig ved vandet, og når hun kedede sig, spillede hun bold med en guldkugle, som var hendes kæreste legetøj.