De brødrene Grimm

En eftermiddag havde det lille jesusbarn lagt sig i vuggen og var faldet i søvn. Da kom jomfru Marie ind, så glad på det og sagde: “Sover du, mit lille barn. Sov sødt, så går jeg imidlertid ud i skoven og plukker lidt jordbær til dig. Det ved jeg, du bliver glad for, når du vågner.” Ude i skoven fandt hun en plet med dejlige jordbær, men da hun bukkede sig ned for at plukke af dem, sprang en snog op af græsset. Hun blev bange, lod bærrene stå og løb sin vej. Snogen snoede sig efter hende, men I kan nok forstå, at Guds mor vidste råd.

En købmand havde gjort gode forretninger på torvet, solgt alle sine varer og fyldt sin pengepung med guld og sølv. Nu ville han rejse hjem for at nå sin bolig, før natten brød frem. Han bandt så sin vadsæk med pengene fast på hesten og red af sted. Ved middagstid holdt han hvil i en by, og da han ville ride videre, førte karlen hesten frem. “Der mangler et søm i skoen på det venstre bagben,” sagde han. “Ja, så må den mangle,” sagde købmanden, “ skoen holder vel nok de seks timer, jeg har tilbage. Jeg har travlt.”

En skrædder, som var en stor pralhals, men en dårlig regnemester, besluttede engang at gå ud og se sig lidt om i skoven. Så snart, han kunne, forlod han sit værksted og

Vandred af sted
over mark og vang,
mens solen skinned
og fuglene sang.

En skrædder og en guldsmed var engang på vandring sammen, og en aften, da solen var sunket bag bjergene, klang der fra det fjerne musik, som stadig blev tydeligere. Den lød så besynderlig, men var dog så smuk, at de glemte al deres træthed og gik raskt af sted. Månen var allerede stået op, da de kom til en høj, hvor de fik øje på en mængde små mænd og kvinder, som holdt hinanden i hænderne og sprang rundt i en lystig dans. De sang selv dertil, og det var den musik, vandringsmændene havde hørt i det fjerne. I midten sad en gammel mand, noget større end de andre.

Der var engang en møller, som levede lykkelig og glad med sin kone. Penge havde de nok af, og for hvert år, der gik, blev de rigere. Men ulykken kommer som en tyv om natten, og ligesom deres rigdom var taget til svandt den nu ind fra år til år, og til sidst kunne mølleren knap kalde møllen for sin egen. Han var meget bekymret, og når han gik i seng om aftenen, efter at have arbejdet hele dagen, kunne han ikke falde i søvn, men plagedes af alle slags sorger. En morgen stod han op før daggry, gik ud i det fri og tænkte, at så ville han blive lettere til mode.

Da Adam og Eva var blevet jaget ud af Paradiset, måtte de bygge sig et hus på ufrugtbar jord og æde deres brød i deres ansigts sved. Adam arbejdede i marken og Eva spandt uld. Hvert år fødte Eva et barn, men de lignede ikke hinanden, nogle var smukke og andre grimme børn. Efter at der var gået lang tid, sendte Gud en engel ned på jorden for at melde Adam og Eva, at han ville komme ned og se, hvordan de levede. Eva var glad over Herrens nåde, gjorde pænt og rent i huset, smykkede det med blomster og strøede siv på gulvet. Derpå hentede hun sine børn, men kun de smukke.

Der var engang en ældgammel kone, som boede ude i en øde egn mellem bjergene i et lille hus og vogtede gæs. Rundt om var der en stor skov, og hver morgen rokkede den gamle kone derind på sine krykker. Så havde hun frygtelig travlt og var så flittig, som man ikke skulle have troet sådan en gammel en kunne udholde. Hun samlede græs til sine gæs, plukkede den vilde frugt, hun kunne nå, og bar det altsammen hjem på sin ryg. Man skulle have troet, at den tunge byrde havde trykket hende til jorden, men hun kom altid lykkelig og vel hjem.

Gamle mester Syl var en lille, mager, livlig mand, som ikke havde ro på sig et øjeblik. Han havde braknæse, var koparret og meget bleg, hans hår var gråt og stridt, og han havde ganske små øjne, som hele tiden lynede til højre og venstre. Han lagde mærke til alting, havde noget at sige på alting, vidste altid bedre besked og havde altid ret. Når han gik på gaden, slog han vældigt ud med armene, og engang, da han gik forbi en pige, som kom bærende med noget vand, gav han spanden et puf, så den fløj op i luften, og vandet løb ned over ham.

For mange, mange år siden vandrede en kæmpe hen ad landevejen. Pludselig sprang en fremmed mand henimod ham og råbte: “Holdt, ikke et skridt videre.” - “Hvad for noget,” sagde kæmpen, “du lille fyr, som jeg kan knuse mellem fingrene, vover at træde i vejen for mig. Hvem er du, siden du tør tale så dristigt.” - “Jeg er døden,” svarede manden, “ingen kan modstå mig. Også du må adlyde mine befalinger.” Men kæmpen nægtede det og begyndte at kæmpe med døden. Det var en lang, voldsom kamp, men til sidst fik kæmpen overhånd og gav døden sådan et slag, at den sank om ved siden af en sten.

Da Gud havde skabt verden og ville bestemme, hvor længe alle skabninger skulle leve, kom æslet og spurgte: “Hvor længe skal jeg leve?” - “Tredive år,” svarede Gud, “synes du, det er tilpas?” - “Det er rigtignok en lang tid, Herre,” svarede æslet, “tænk på, hvor besværligt jeg har det. Fra morgen til aften må jeg bære de tungeste byrder, slæbe korn til møllen, for at de andre kan få brød at spise, og jeg kender ingen anden opmuntring end slag og spak. Lad mig slippe for noget af den lange tid.” Gud forbarmede sig da også over den og eftergav den atten år.